Gæsteindlæg af Kristoffer Føns


Velkommen til denne guide til billige oplevelser i London. Mit navn er Kristoffer Føns, jeg blogger om rejser på Rejsekris.dk og Traveleast.dk – og så rejser jeg til London flere gange om året.

Her vil jeg dele nogle af mine bedste tips til, hvordan du kan få en rejse til London, der ikke slår bunden ud af budgettet, men samtidig er fyldt med gode oplevelser.

Billige forlystelser i London
(foto copyright rejsekris.dk)

Besøg en bondegård midt i London

Ja, den er god nok – der ligger faktisk en gård fyldt med dyr midt inde i London. Hackney City Farm er en helt speciel oplevelse – og så er den endda gratis at besøge. Her er alt fra høns til æsler, grise og får, hvilket man ikke ligefrem regner med at finde på de kanter i East London, hvor det vrimler med trendy små butikker.

Hvis du besøger Hackney City Farm i weekenden, så tag endelig også forbi Broadway Market, der ligger få minutters gang fra “bondegården”, hvor du finder masser af god streetfood.

Bådtur på Themsen med Oyster Card

Der er flere operatører af de populære sightseeing-bådture på Themsen i London. Priserne varierer dog en del, men af gode grunde får man ikke ekstra sightseeing ved at betale ekstra for sin billet. Den billigste måde at sejle på Themsen er ved at bruge sit Oyster Card (Londons svar på Rejsekortet, der i forvejen giver 50% rabat på transport i byen) og tage den såkaldte “Clipper” service.

Oyster Card - Turist i London
Oyster Card (foto copyright rejsekris.dk)

Ved at bruge et Oyster Card på båden koster en sejltur £6.50 – i modsætning koster en billet til det billigste af de andre bådtur-firmaer £18.

Byens bedste udsigt er gratis

Du kan f.eks. stå af båden ved London Bridge og gå til Fenchurch Tower (den bygning, der af de lokale bliver kaldt “walkie-talkie building”). På øverste etage er der nemlig en public garden, hvor du får en helt fantastisk udsigt over London. Det bedste af det hele? Adgang til “Skygarden”, som den hedder, er ganske gratis.

Du skal blot huske at booke en “billet” hjemmefra på Skygardens hjemmeside, da der et begrænset antal billetter på daglig basis. Oppe i Skygarden er der en bar, hvor de serverer alt fra bagværk og kaffe til fadøl og drinks.

Drop London Eye

London Eye er en af de mest besøgte seværdigheder i London og dermed en oplevelse, der er et must for mange rejsende. Det er da også en god oplevelse, men også en dyr en af slagsen. Således koster standard billetter til London Eye £22.95, så det bliver hurtigt en dyr fornøjelse, hvis man er en familie, der rejser til London.

Kryds Themsen med Cable Line

Et alternativ til London Eye finder vi i det østlige London – her har Emirates nemlig en cable line, der krydser Themsen. Her koster en billet kun £3.50 og £1.70 for børn. Det kan ganske vist ikke helt sammenlignes med en tur i London Eye, men det er uden tvivl en af de bedste, billigste oplevelser i London.

I videoen herunder kan du få flere tips til, hvordan du kan spare penge på rejsen til London – dér ser du også både Skygarden og Emirates cable line.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here