Som alle ved, er en ferie med børn ikke en rigtig ferie. Børn er egoistiske og har ofte svært ved at give de voksne albuerum til endelig at slappe af og nyde den dyrebare ferietid.

Har du som forælder ikke mulighed for at lade ungerne blive hjemme hos f.eks. bedsteforældre, venner eller naboer, findes der heldigvis en række tips og tricks, som kan hjælpe med til at gøre din næste ferie med børn tålelig.

Ferie med børn

Planlægning af ferien

Nogle forældre har den opfattelse, at planlægning af ferien er et familieprojekt og at børnene skal have medbestemmelse. Det er naturligvis helt misforstået.

Børn har intet begreb om hverken økonomi eller geografi. Hvis de selv fik lov til at bestemme, ville de til Disneyland, Månen eller i badeland. Det er der ikke nogen, der er interesseret i. Her er det vigtigt, at du tager styringen og samtidig minder børnene om, hvem der betaler for rejsen.

Planlægning af ferie med børn

Yderligere er årets ferie det eneste lille vindue, du som forælder har til at få ladet batterierne op og få fornyet energi. Det er dig – ikke børnene – der i ferien skal finde motivation til endnu et år på arbejdsmarkedet, så der kan blive råd til den næste ferie.

Transport til feriemålet

Nogle påstår at ferien allerede starter i bilen. Det er ikke tilfældet, når der er børn på bagsædet. De fleste normale forældre frygter turen ned gennem Europa og den klaustrofobiske fornemmelse af at være indespærret med sine børn uden mulighed for at slippe væk.

Bilferie med børn

Børn er ikke klar over, hvad det kræver mentalt at holde bilen på 180 km/t på den tyske Autobahn, så man kan være en time hurtigere fremme i Italien. Som forælder har du derfor lige så lidt brug for børnenes skænderier og utålmodighed som deres behov for at tisse ved hver eneste tankstation. Det burde ikke være nødvendigt, når man tænker på, at en trænet voksenblære sagtens kan holde sig fra den dansk/tyske grænse til Gardasøen.

Den nemme løsning er sovemedicin, men du bør først konsultere egen læge, hvis du vil være sikker på at beholde dine børn i en længere periode.

Et andet rigtig godt tip, hvis der er mere end ét barn i bilen, er at spille dem ud mod hinanden. Lav en konkurrence hvor det barn, som kan være stille længst eller er bedst til at holde sig, bliver stillet en is i udsigt. Det giver kørero.

Børn med på flyveren

Rejser familien med rutefly, er det en no-brainer. I så fald skal du altid sørge for at reservere henholdsvis voksen- og børnepladser i hver sin ende af flyveren. Det giver forældrene ro til at få talt sammen og mulighed for en lille lur.

På feriemålet

Alle ved at børn og hoteller er et rigtig dårligt match. Børn løber på gangene, hopper i sengene, sviner ved bordet i restauranten og laver bomber i poolen. Det er ikke uden grund, at rene voksenhoteller er blevet meget populære.

Nu står du desværre bare i den situation, at dine børn rent faktisk allerede er checket ind på hotellet. Deal with it! Med den rigtige fremgangsmåde kan det faktisk godt lade sig gøre at få mere mor-og-far-tid på ferien end familietid.

Mor og far ved stranden

Først og fremmest gælder det om at få børnene til at forstå, hvor vigtig alenetid for forældrene er på sådan en ferie. Du skal fortælle dem, at det er det eneste tidspunkt på året, hvor mor og far har tid og overskud til at tale sammen og være noget for hinanden. De skal vide, at det er nødvendigt for at mor og far kan holde ud at blive sammen – og dermed undgå at blive skilt og flytte til hver sin by. Den slags kan de fleste børn sagtens forstå.

Dåsetun til børnene

Et andet godt råd er at tage mad med hjemmefra. Det skal selvfølgelig være mad, der kan holde sig i varmen som f.eks. dåseleverpostej, dåsetun eller Jaka Bov. Det er god og solid mad, som børnene fint kan spise på værelset, mens I voksne tager på romantisk restaurant og forsøger at genfinde gnisten, fra før I fik børn. Og husk nu at selvom børn er mindre end voksne, skal de alligevel have mad hver dag.

Den sidste og bedste metode kan være meget vanskelig, men giver bare så meget tilbage til dig som forælder, når det lykkes. På sådan en ferie sydpå kan du være heldig at finde forældre, som er glade for at have deres børn med. Det kræver dog et trænet øje. Typisk er det den slags forældre, som har tre eller flere børn.

Gå på udkig rundt omkring på hotellet; ved poolen, i restauranten, på legepladsen. Hvis du ser en mor og far, som leger eller griner med sine børn, skal du slå til. Formålet er naturligvis at få den fremmede familie til at overtage størstedelen af håndteringen af dine børn under ferien.

Du skal i første omgang forsøge at gøre dig gode venner med den nye familie. Smil og virk imødekommende. Hvis dine børn har nogle positive egenskaber, kan det også være hensigtsmæssigt at fremhæve dem. Langsomt vil du og din familie begynde at vinde sympati hos den anden familie. Hvis alt går godt, leger børnene pludseligt sammen på kryds og tværs. BINGO!

Det er nu du rykker. Start langsomt ud med at få den nye familie til at kigge efter jeres børn, mens I går ned og får massage. Flyt grænserne stille og roligt. Næste dag spiser dine børn frokost med den nye familie. Senere på dagen er de måske på stranden med dem og overnatter på deres hotelværelse. Spiller du dine kort rigtig, kan du på den måde slippe for at være sammen med børnene på størstedelen af ferien.

Denne guide har forhåbentlig givet dig nogle rigtig gode teknikker til fremadrettet af holde endnu bedre ferier med (eller rettere uden) dine børn.

Hav en rigtig god rejse.


Disclaimer
Det er gas! RejseSpion elsker børn og netop på ferien, skal de da bare have endnu mere opmærksomhed og kærlighed.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here