RejseSpion har fået lov til at interviewe Hanne Olsen, der driver spanienbloggen.dk. Som navnet antyder, har Hanne fokus på Spanien. Læs mere om Hannes kærlighed til Spanien og livet som rejseblogger generelt.

Madrid i Spanien

 

Hanne Olsen

Spanienbloggen er en rejseblog, hvor Hanne deler alt fra rejseguides, tips og inspiration som interviews og trends til spanske madopskrifter fra sine mange rejser i landet.

Hanne er freelance rejsejournalist med Spanien som speciale, og hun bor og arbejder i landet i længere perioder hvert år.

Læs RejseSpions interview med Hanne Olsen herunder.

Hvorfor den store kærlighed til netop Spanien?

Spanien fandt vej til mit hjerte gennem kunsten.

Lige siden jeg var helt ung har jeg været forelsket i spansk kunst. Det begyndte med Salvador Dalí og Pablo Picasso, senere kom digteren Federico García Lorca og filminstruktørerne Pedro Almodovár og Luis Buñuel til.

I dag begynder jeg altid med at undersøge kunsten, lige fra litteratur, film, musik, teater og dans til billed- og gadekunst, når jeg besøget en ny by i landet.

Gadekunst i Barcelona - Kiss of Freedom
Vejen til mit hjerte går ofte gennem kunsten – også i Spanien. Dette er gadekunst i Barcelona, som er en fotocollage med den symbolske titel ”Kiss of Freedom”. Copyright Hanne Olsen – spanienbloggen.dk

Derudover føler jeg mig meget hjemme i Spanien. Landet passer godt til mit temperament, og jeg er vild med den spanske livsstil og døgnrytme og spaniernes værdier og tilgang til livet. De er gode til at huske at nyde livet.

Jeg har altid kunnet lide at gå i dybden med de ting, jeg laver, så da jeg besluttede mig for at rejseriet skulle være mit job, faldt det mig helt naturligt at fokusere på Spanien.

Hvornår er den bedste tid på året at opleve Spanien?

De fleste vil sige forår og efterår, hvor temperaturerne typisk ligger mellem 20 og 25 grader, men jeg synes, at Spanien kan nydes hele året.

Hvis man er til sol og strand, så kan man også få det i Andalusien og på De Canariske Øer om vinteren. Juli og august er meget varme måneder, men hvis man søger ud til kysten, så kan man som dansker sagtens klare varmen.

Vinter i Madrid - Spanien
Selv om det ikke er pool-vejr, så kan man sagtens nyde den smukke udsigt og den blå himmel fra tagterrasserne i Madrid i januar. Copyright Hanne Olsen – spanienbloggen.dk

Jeg elsker Madrid i januar. Temperaturen når højst op på 12-13 grader, men solen skinner, himmelen er blå og de lokale samles til vinterhygge under gasvarmerene på cafeernes terrasser.

Hvilken er din spanske favorit-storby?

Helt afgjort Madrid. Jeg elsker alt ved den by. Den har en skøn blanding af stor- og landsbystemning over sig og er en sprudlende metropol med afslappet lokal stemning. Lyset og himmelen er så smuk i Madrid, og der er mange fine tagterrasser, hvor man kan nyde udsigten.

Byen er også et kunstmekka, og jeg elsker både det lille galleri i en godt gemt sidegade og de store kunstmuseer. Man spiser også rigtig godt i Madrid, og så er de lokale meget åbne.

Plaza de la Paja i Madrid
Lokal stemning på Plaza de la Paja i min favorit-storby Madrid. Copyright Hanne Olsen – spanienbloggen.dk

Hvad er din top 3 over seværdigheder i Barcelona?

Gaudís La Sagrada Familia er umulig at komme udenom. Jeg har fulgt byggeprocessen i mange år. Første gang, jeg besøgte kirken var den helt rå og tom indvendigt. Dengang kunne man kun ane jernfundamentet til søjlerne. Resten var en stor byggeplads med stilladser og en masse bygningsarbejdere.

Selv om mange lokale arkitekter, synes at det er skammeligt overfor Gaudí, at der bliver brugt billige materialer som beton til at færdiggøre kirken, så er det et imponerende bygningsværk. Jeg nyder at følge udviklingen, og jeg glæder mig til at se den helt færdig.

Min yndlingsplads i Barcelona er den lille Plaça de Sant Felip Neri, som ligger i Barri Gòtic, tæt på katedralen. Lyset er helt fantastisk der, og pladsen er charmerende, selv om den har en barsk historie.

Plaça de Sant Felip Neri
En stille aftenstund på Plaça de Sant Felip Neri. Copyright Hanne Olsen – spanienbloggen.dk

Under borgerkrigen blev pladsen ramt af et bombeangreb, og 42 personer, der havde søgt ly i pladsens kirke blev dræbt. De fleste af dem var børn fra pladsens skole. Man kan stadig se skudhullerne i muren, og der ligger stadig en skole på pladsen. Kontrasten mellem liv og død og grusomhed og uskyld står meget skarpt, når man kan sidde og kigge på børnene, der leger lige foran muren med de tragiske skudhuller.

I udkanten af byen, i Turó de la Rovira i Carmel-kvarteret, ligger Bunkers del Carmel, som under borgerkrigen blev brugt til antiluftskyts-batterier. Her får du, i 262 metets højde, den mest fantastiske udsigt over byen og samtidig et pusterum fra byens larm og turister.

Hvad er din livret fra det spanske køkken?

Jeg elsker at spise friske fisk og skaldyr, når jeg er i Spanien. Især, når de bare lige har fået en hurtig tur på grillen. Jeg spiser også ofte råmarinerede blæksprutter og muslinger med en spicy tomatsalsa i fiskeboderne på madmarkederne.

Coque
En luksusudgave af en af mine livretter, som jeg spiste på Michelin-restauranten Coque i Madrid. Copyright Hanne Olsen – spanienbloggen.dk

Hvor skal man opleve det autentiske Spanien – uden for mange turister?

Der er masser af muligheder, hvis man bevæger sig lidt væk fra de turistede kystområder. Det kræver blot en til to times køretur, så finder du små landsbyer og smukke naturområder.

I Andalusien ligger fx nogle fantastiske bjerglandsbyer i Sierra Nevada, og Nordspanien er efter min mening stadig meget undervurderet. Der er så mange fantastiske steder der, hvor der stort set ikke kommer turister.

Bjerglandsby i Sierra Nevada
Det autentiske Spanien kan man bl.a. opleve i Sierra Nevadas bjerglandsbyer. Copyright Christian Grønne

Blot en times kørsel fra Madrid ligger eksempelvis en lille landsby, som hedder Navaluenga, som er omgivet af Gredos-bjergene og et landsskab, der minder om Norge. Der løber en flod gennem byen, og går du tur gennem byen midt på dagen, så er lyden af det brusende vand det eneste du hører, og du møder kun et æsel og dens ejer og barejeren, der napper sig en lur på en stol under siestaen.

Du kan også få autentiske oplevelser i Madrid og sågar i det turistfyldte Barcelona. Du skal bare finde de rigtige kroge i byen. Der er fx ikke særlig mange turister i Sant Antoni-kvarteret i Barcelona – endnu, men kvarteret er hipt blandt de lokale.

Hvordan finder du plads i budgettet til så mange rejser?

Jeg arbejder som freelance rejsejournalist, så jeg er på en del presserejser.

Mit job er så fleksibelt, at jeg bare kan tage computeren og kameraet med mig og arbejde hvor som helst, så jeg bor også i Spanien flere måneder om året, hvor jeg så ikke skal rejse så meget frem og tilbage.

I Danmark har jeg en billig bolig, og jeg har ingen bil. Jeg holder heller aldrig ferier på luksusresorts i Thailand eller tager på safari i Afrika.

Hvor finder du billige flybilletter til Spanien?

Jeg tjekker altid flysøgemaskinerne for at danne mig et overblik over priserne. Når jeg har fundet den billigste pris, klikker jeg mig ind på det pågældende flyselskabs hjemmeside og køber billetten. Er mine rejsedatoer fleksible, så kigger jeg på priserne i månedskalenderne hos flyselskaberne.

Norwegian, Iberia og Vueling har mange, og billige, flyafgange til Spanien, så det er oftest dem, jeg flyver med.

Hvor går din næste rejse til – og hvorfor?

Den går til Almería, som ligger mellem Alicante og Málaga. Almería er gastronomisk hovedstad i Spanien i år, så derfor skal jeg besøge den og spise mig igennem byen.

Almeria i Spanien
Næste rejse går til Spaniens gastronomiske hovedstad 2019, som er Almería. Copyright Hanne Olsen – spanienbloggen.dk

Jeg skal besøge markeder, producenter, barer og restauranter og interviewe kokke og fødevareproducenter. Almería er storleverandør af grøntsager til hele Europa, så du har helt sikkert smagt en tomat eller peberfrugt derfra. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære meget mere om deres gastronomi, råvarer og ikke mindst høre, hvordan de producerer bæredygtigt.