I hjertet af Barcelona finder du Museu Nacional d’Art de Catalunya – et af de største og mest populære museer i Spanien. Museet er kendt som Cataloniens nationalmuseum og rummer flere tusinde kunstværker.

Museu Nacional d'Art de Catalunya

Planlægger du en tur til Barcelona, er det bestemt et besøg værd – hvad enten du er kunstfanatiker eller blot interesseret i at lære mere om kunst. Museet huser både en café og restaurant og danner dermed de perfekte rammer for en oplevelsesrig dag med hele familien.

Hvilken slags kunst kan du opleve på dette museum i Barcelona?

På Museu Nacional d’Art de Catalunya møder du en lang række stilarter. Du kan bl.a. opleve Europas største og ældste samling af panelmalerier. Disse værker stammer helt tilbage fra det 11. og 13. århundrede og udmærker sig ved at være meget levende og energiske i deres udtryk.

I forlængelse af den romanske kunstudstilling finder du de gotiske værker, som daterer tilbage til det 13. og 15 århundrede, og som karakteriseres af en større grad af realisme. Malerierne har flere detaljer og vækker derfor stærkere følelser hos beskueren.

Herudover kan du opleve malerier fra renæssancen og barokken – både af spanske og internationale kunstnere. For eksempel er der værker af Diego Velázque – en af barokkens største malere, bl.a. kendt for sine portrætter af den spanske kongefamilie.

På museets første etage finder du den moderne kunst – herunder stilarter som neoklassisme og modernisme. I øvrigt råder museet over 50.000 tegninger, 1.000 plakater, 40.000 fotografier og 155.000 mønter – hvoraf de ældste stammer helt tilbage fra det sjette århundrede før Kristi fødsel.

Hvorfor Museu Nacional d’Art de Catalunya?

Med tusindvis af unikke værker fordelt på to etager og 50.000 kvadratmeter, får du en kunstoplevelse i særklasse. Bygningen i sig selv er imponerende og har mange fællestræk med Vatikanet i Rom.

Fra museets tagterrasse kan du nyde en 360 graders panoramaudsigt over Barcelona og lade de mange kunstneriske indtryk bundfælde. Her har du også mulighed for at nyde en god frokost eller middag i museets restaurant. Som en interessant detalje kan det nævnes at restauranten befinder sig i de samme lokaler, hvor Alfons XIII i sin tid indviede udstillingen.

Museu Nacional d'Art de Catalunya - Springvand

Dette museum i Barcelona er centralt beliggende, og derfor er det nemt at komme dertil. Både busser og metro standser næsten lige udenfor, og der er gratis parkering for museets gæster.

Med guidede ture har du mulighed for at få en professionel og levende omvisning på museet og opnå en dybdegående indsigt i de forskellige værker. Ønsker du at udforske museet på egen hånd, kan du bl.a. følge deres brugervejledning der både er tilgængelig til mobilen og som lydbog.

Andre oplevelser i området

Har du mod på flere oplevelser, er der mange kulturelle tilbud i området. Blot et stenkast fra Museu Nacional d’Art de Catalunya ligger det tre-etager store museum Museu Etnológic i de Cultures del Mòn-Parc Montjuïc. På dette museum på Montjuïc-bjerget, kan du blandt andet udforske catalansk kultur og etnologi.

Desuden er der både en botanisk have, en koncertsal og et teater i nærheden, så der er rigeligt at vælge imellem – især hvis du sætter pris på kulturelle oplevelser.

> FIND FLYBILLETTER TIL BARCELONA