rejsetag

Har du også altid drømt om at se en elefant i det fri? Synes du også løver er et prægtigt dyr? Eller vil du hellere observere næsehornene på tæt hånd? Hos den sydafrikanske safaripark, Kruger National Park, har du muligheden for at komme tæt på alle de afrikanske dyr, der færdes frit i det store vildtreservat. Det er uden tvivl en oplevelse, du sent vil glemme.

Næsehorn i Kruger National Park

 

Hvor mange dyr kan du få øje på?

I den 21.000m2 store safaripark kan du opleve en mangfoldighed af dyr, da Kruger National Park huser ikke mindre end 507 fugle, 147 dyrearter, 116 krybdyr, 50 fiskearter, 34 amfibier og over 1900 forskellige planter- og træarter. Du kan blandt andet opleve Afrikas “Big Five”, som dækker over de fem sværeste dyr at fange til fods i Afrika. “The Big Five” består af løver, leoparder, næsehorn, elefanter og bøfler, som alle kan opleves på tæt hånd i Kruger National Park.

Løver i Kruger National Park

På de store sletter kan du opleve alt fra græsspisende antiloper til store rovdyr, som leoparder og geparder, imens du ved floder og vandhuller blandt andet kan spotte bøfler og flodheste slukke tørsten. Kruger National Park har anlagt veje, så du nemt kan færdes blandt dyrene i parkens terrænkørende jeeps, og da dyrene efterhånden har vænnet sig til de firhjulede køretøjer, skal du ikke være bange for, at de bliver skræmt væk. Det er dog stadig på dyrenes præmisser, og vi mennesker er kun på visit og skal derfor vise stort hensyn til dyrene i parken.

Besøg safariparken året rundt

Da Kruger National Park befinder sig i et subtropisk klima, kan du tage på safaritur året rundt. Der er en gennemsnitlig dagstemperatur på omkring de 30 grader, men mange foretrækker at besøge parken i foråret og efteråret, da dagene er solrige og varme uden for meget regn. Om vinteren er dagene dog stadig lune, og det er nemmere at se dyrene, imens sommeren er præget af regntid, men du vil blive mødt af et grønnere landskab og en masse nyfødte dyreunger.

Safari i Kruger National Park - Afrika

Safariparken er derfor værd at besøge uanset hvornår på året, du vælger at kigge forbi. Det er en helårsdestination for både store og små, som både tilbyder private safaris og gruppeture.

Stifter ville beskytte natur og vilde dyr

Paul Kruger, en passioneret jæger og præsident for boerrepublikken Transvaal, stiftede Kruger National Park, da han i 1898 indså, at det var nødvendigt at beskytte den afrikanske natur og de mange vilde dyr. Siden da er parken blevet udvidet flere gange, så dyrene kan få mere plads at boltre sig på og skabe de optimale vilkår for dyrene.

Great Limpopo Transfrontier Park

En 35.000 kvadratkilometer stor park, Great Limpopo Transfrontier Park, er blandt andet blevet etableret, og med sin store størrelse betyder det, at flere af de vilde dyr er begyndt at genoptage deres oprindelige migrationsruter i det sydlige Afrika. Der arbejdes hele tiden på at forbedre levevilkårene for dyrene, så besøgende kan opleve dyrene i deres naturlige habitat.